sparbank banner

Frk. Saust - mapopskrifter

” Allans knækkere”

Hvis jeg havde vidst at det var SÅ nemt at lave hjemmelavet knækbrød, så havde jeg aldrig bestilt andet!

Jeg spiser knækbrød hver dag, og dette er et forsøg på en hjemmelavet udgave. Jeg fik en opskrift af en veninde, som jeg så selv har rettet ind. Dette skyldes dog mere at jeg ikke fik min indkøbsseddel med i brugsen, så jeg måtte gætte mig til hvad der skulle bruges (hvilket resulterede i at jeg manglede en del af ingredienserne).

Resultatet blev ret godt, “knækkerene” blev lækre og “smør-agtige”, og jeg tænker på at eksperimentere lidt mere med knækbrød fremover (parmesan, rosmarin, havsalt, nødder ect.). En helt ny verden har åbnet sig for mig!

Til ca 10 knækbrød er brugt (opskriften kan fordobles hvis det ønskes): 1,25 dl. solsikkefrø, 1,25 hørfrø, 1 dl. knækkede rugkerner, 1 dl. havregryn, 2,25 dl. hvedemel (speltmel kan også bruges vil jeg mene), lidt hvid birkes, 1 tsk. bagepulver, 1 tsk. salt, 1 dl. rapsolie, 1,25 dl. vand.

Rist solsikkekernerne på en tør panden og kom dem derefter i en skål. Bland resten af de tørre ingredienser i skålen sammen med solsikkekernerne ( undtagen hvid birkes) og rør rundt så det hele bliver blandet godt. Tilsæt olie og bland igen det hele godt. Tilsæt så vandet. Rør rundt med en ske eller ælt med hænderne til dejen er våd, fast og klisteret.

Kom et stort stykke bagepapir på bordpladen og hæld dejen ud derpå. Kom endnu et stykke bagepapir over og rul dejen flad med en kagerulle. Dejen skal være ca. 0,5 cm tyk. Fjern det øverste lag papir og skær dejen ud i pæne stykker, og drys med birkes (tryk det let ned i overfladen med en flad hånd). Hiv bagepapiret med stykkerne over på en bageplade og bag i ovnen ved 200 grader i ca. 15-20 min. De skal være gyldenbrune i overfladen.

 

Kategori: MadTags: , ,


Skriv en kommentar