sparbank banner

Frk. Saust - mapopskrifter

Italiano!

Italiensk mad er en sikker vinder, når man skal mætte glade gæster.

Retten her er billig at lave til mange, og så egner den sig perfekt til at blive genopvarmet, så den kan sagtens laves tidligt på dagen, eller dagen før gæsterne kommer.

Pasta m. kødboller i kraftig tomatsauce til 6 personer:

500 g. hakket oksekød, 500 g. hakket kalv og flæsk, 1 æg, 2 dl. mælk, 1 dl. mel, 4 spsk. rasp, 2 fed hvidløg, friske basilikumblade (ca. 1 håndfuld), 1 spsk. tørret timian, salt, peber.

Rør kødet med saltet til det har en ensformig farve og konsistens. Slå ægget i og rør igen. Hakket hvidløg, hakket basilikum, timian, peber og mælk tilsættes blandingen, og røres sammen til det igen har en ensformig konsistens. Tilsæt mel og rasp, og rør en sidste gang. Farsen skal være lidt mere fast end en alm. frikadellefars. Form små kugler med hænderne og kom dem på en ovnrist beklædt med bagepapir. Steg kødbollerne i ovnen i ca. 12-15 min ved 200 grader. Nå de alle er stegte kommes de i en skål og sættes på køl, til de skal i saucen.

Kraftig tomatsauce (laves mindst 2 timer før den skal bruges):

Olivenolie, 2 1/2 dl. rødvin, 2 ds. flåede tomater, 30 g. tomatpure, 1 gulerod, 1 lille løg, 2 fed hvidløg, 1 spsk. oregano, 1 spsk. sukker, salt, peber, vand.

Hak gulerod, løg og hvidløg fint og steg i  lidt olie, i en stor gryde eller sautepande.Når løgene er blevet gyldne, tilsættes vin og der skrues ned. Lad det stå og simre til vinen er reduceret til det halve, og tilsæt så pure. Når pureen og vinen er kogt sammen, tilsættes de 2 dåser flåede tomater ,og den ene dåse fyldes med vand, som også tilsættes, samt sukkeret. Lad småkoge/simre på lavt blus, og under jævnlig omrøring, i ca. 2 timer. Smag til med salt, peber, olivenolie, oregano og blend saucen med en stavblender. Tilsæt kødbollerne og varm igennem før servering.

Retten serveres i en stor skål eller fad, ovenpå nykogt pasta. Jeg anbefaler Fettuccine med æg. Pynt med masser af grofthakket basilikum, og friskrevet parmesan ost. Server  en simpel grøn salat og noget godt brød  til ( se opskriften på spinatbrød her på siden).

Buon appetito!!

 

Kategori: MadTags: , , 1 kommentar


En kommentarer til “Italiano!”

    Newyorkerbyheart skrev:

    Den ultimative form for comfort food, i min verden :-)

    Mange hilsner
    Birthe


Skriv en kommentar