sparbank banner

Frk. Saust - mapopskrifter

Kylling i karry med paleo ris!

Paleo kost er meget populært for tiden, jeg lever dog ikke selv 100% efter “reglerne”, selvom jeg tit eksperimenterer med retter efter paleo-principperne. De indeholder tit gode alternativer til ris, pasta og kartofler, som jeg i det omfang det har været muligt, har fjernet fra  min kost. 

Paleo risene er skønne og selvom jeg ikke er stor fan af blomkål gik de i den grad an. Konsistensen minder ret meget om ris og jeg synes de gik godt i spænd med den krydrede karrysauce. Opskriften på risene har jeg fundet på nettet, men karryen er eget påfund efter paleo-principperne.

Til kylling i karry, nok til 2-3 personer, er der brugt; 400 g. kyllingebryst, 1 løg, 3 fed hvidløg, 1 rød chili, et stykke ingefær på 3 cm, 1 peberfrugt, 2 gulerødder, 1 ds. økologisk tomatpure, 1 ds. økologisk kokosmælk, 3 tsk. indisk karry, 2 tsk. kanel, 1/2 tsk. chilipulver, 2 dl. kyllingevand, 1 håndfuld koriander, 1 æble, salt, peber, kokosolie

Kog kyllingebrysterne i vand i ca. 25 minutter og tag dem derefter op af vandet for at køle af. Gem ca. 2 dl. af vandet, det skal bruges til karrysaucen. Når kyllingen er kold, trævles kødet i små stykker. Brug hænderne eller en gaffel. I en stor gryde med lidt kokosolie kommes der hakket løg, hvidløg, chili og revet ingefær. Det steges i nogle minutter før finthakket gulerødder og peberfrugt også tilsættes. Kom alle de tørre krydderier ved og steg også dem i et par minutter. Tilsæt så tomatpure og derefter  kokosmælk og kyllingevand. Lad saucen koge sammen under omrøring før kyllingestykkerne tilsættes. Smag til med salt og peber, og tilsæt hakket koriander. Lad saucen simre i 20-25 minutter for svag varme og under jævnlig omrøring. Server retten med hakket æble på toppen og blomkålsris eller almindelig ris.

Blomkålsris ( laves 10 minutter før retten skal spises); 1 stk. blomkålshoved, 1 tsk. kokosolie, 1 løg, 2 fed hvidløg, salt, peber

Riv blomkålshoved groft på et rivejern. Steg hakket løg og hvidløg i kokosolie på en pande. Det må ikke blive brunt. Tilsæt blomkålen og steg under jævnlig omrøring i ca. 7 minutter. Smag til med salt og peber.

Kategori: MadTags: , , , ,


Skriv en kommentar