sparbank banner

Frk. Saust - mapopskrifter

Marokansk tagine med kalvekød!

Det var noget af en kamp at fragte den her skønne, men store og tunge tagine, fra Marokko til Danmark da jeg for nogle år siden besøgte landet. Om ikke andet så er det en super hyggelig og smagfuld måde at tilberede kød og grøntsager på og man kan sagtens tilsætte kartofler eller kikærter til retten også, og dermed ikke skulle tænke over yderligere tilbehør. Taginerne kan stort set købes i alle store etniske butikker og ønsker man ikke at investere i en, kan man sagtens bruge en “stegeso”,

Til en stor tagine med nok til 4 personer er brugt: 500 g. kalvekød i tern, 1/2 aubergine, 1/2 squash, 1 stort løg, 3 fed hvidløg, 1 rød peberfrugt, 1 rød chili,  2 ds. flåede tomater,  5 spsk. ajvar ( den stærke), 2 tsk. stødt spidskommen, 1 tsk. stødt ingefær, 1 tsk. cayennepeber, 1tsk. stødt kanel, salt, peber, olivenolie, 1,5 dl. vand.

Sæt taginens underskål på komfuret og brug den som en gryde til at tilberede retten i. Steg løgstrimler og hakket hvidløg i lidt olie. Bland krydderierne sammen og gnid kødet i blandingen før det kommes i taginen sammen med løg og hvidløg. Brun kødet godt af og tilsæt squash, aubergine, peberfrugt og chili i tern. Steg til det hele har fået varme og tilsæt ajvar. Lad det hele samle sig lidt før tomaterne tilsættes. hak de store stykker tomat ud i mindre. Tilsæt vand, lidt ad gangen til det har den ønskede konsistens. Skru ned for varmen og sæt låget på. Lad retten simre i 30-40 minutter under jævnlig omrøring. Smag til med salt og peber.

Server retten med couscous, kikærter eller speltkerner.


2 kommentarer til “Marokansk tagine med kalvekød!”

    Kate skrev:

    Havde ingen tagine – brugte en stegegryde.
    Havde intet kalvekød da den økologiske slagter på Mineslund anbefalede oksebov.
    Lod alt undtagen aubergine og squash simre i 3 timer, det blev kastet i og retten fik endnu 1 time.
    Blev serveret med ris og en appelsinsalat.
    Svoger, svigerinde, manden og mig blev bespist og maden rost til skyerne.
    Heldigvis havde jeg lavet en dobbelt portion og i går fik den ældste datter og mand samt manden min og mig resten. Det havde ikke taget skade af at stå ude i kulden i flere dage – tværtimod.
    Fantastisk ret.
    Kom gerne med flere simreretter.

    Frk. Saust skrev:

    Kære Kate! Hvor er det dejligt at du kunne få glæde og inspiration af opskriften. Jeg skal nok komme med flere simreretter.
    Mvh Paloma Saust


Skriv en kommentar