Morgenmadspandekager med banan og mango.
I et af mine utallige forsøg på at forhindre madspild opstod opskriften på disse utrolige lækre morgenmadspandekager. Der lå netop en overmoden banan og en meget moden mango i frugtskålen, og lignede nogen der tiggede om at blive brugt. Smagen minder lidt om de der dejlige frtiture-frugter i dej, man spiser til morgenmad eller dessert i Thailand. De mætter godt, og hvis man som jeg spiser dem med skyr og frugt til, behøver man ikke andet til morgenmad -udover kaffen selvfølgelig.
Ca. 10 små pandekager.
- 1 stor meget moden banan
- 1 moden og blød mango
- 2 æg (mellemstore)
- 70 gram hvedemel
- 1 teske bagepulver
- 2 teske vaniljesukker
- 1 teske kardemomme ( stødt)
- Smør til stegningen
Skræl mango og banan og kom frugtkødet i en skål eller blender. Blend frugterne til en ensartet masse med en stavblender eller almindelig blender. Kom begge æg i blandingen og rør grundigt med et piskeris. Kom derefter alle de tørre ingredienser i blandingen og rør grundigt i dejen, indtil alle klumperne er rørt ud. Steg små runde klatter dej på en pande med smør ( jeg kan have 3 stk. på en stor pande). De små pandekager skal have ca. 3 minutter på hver side. Når de er perfekte gyldne/brune er de færdige. Lad dem afkøle lidt før de serveres med vanilje skyr og frugt. De er også gode kolde med smør, som en lille eftermiddags-snack, eller med Nutella hvis det skal være lidt usundt.



Kategori: Mad, Sødt • Tags: banan, bananpandekager, billigmad, brunch, frugt, hurtig, mango, morgenmad, nemmad, nemt, opskrifter, pandekager, protein, snac, sundt, vegetar •