Nordafrikansk inspireret vegetargryde.

Vi skal spise mindre kød, det kan vi som mennesker snart ikke komme udenom. Vi spiser dog kød herhjemme, men vi tænker mere og mere over hvilket kød vi spiser, og hvor meget kød vi spiser. Derfor eksperimenterer jeg jævnligt med kødfattige alternativer, og så kom ideen til denne superlækre og meget fyldige gryderet op. Jeg kalder den Nordafrikansk, men det er altså mest på grund af de krydderier jeg har brugt til få retten til at smage kraftig og varm. Gryderetten her, bliver kun bedre af at stå en dag eller to.

Gryderet til 3-4 personer:

  • 2 fed hvidløg
  • 1 stort løg
  • 2 store bagekartofler
  • 2 peberfrugter ( farve efter eget valg)
  • 1 dåse sorte bønner ( eller kidneybønner)
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 1 dl. cremefine 7 % ( eller anden fløde -eller erstatningsprodukt)
  • 1 1/2 dl. vand
  • 1 bouillonterning ( høns eller grøntsag)
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 2 tsk. stødt gurkemeje
  • 1 tsk. cayennepeber
  • 2 tsk. spidskommen
  • 1/2 tsk. stødte nelliker
  • Koriander, frisk ( en god buket)
  • 2-3 dl. cheasy fraiche 5%
  • salt/peber
  • olivenolie, rigeligt til at stege i
  • bulgur ( tilbehør)

Hæld godt med olivenolie i en stor gryde og varm det forsigtigt op. Hak løg og hvidløg. Skræl bagekartoflerne og halver dem først på langs og derefter skær dem i tynde skiver ( 0,5 cm tykkelse). Kom løg, hvidløg og kartoffelskiverne i gryden med varm olie og lad det hele stege i 15 minutter ved svag varme og under konstant omrøring, så kartoflerne ikke sætter sig fast i bunden af gryden. Tilsæt mere olie hvis der er behov for dette. Rens og skær peberfrugterne i strimler og kom dem i gryden når kartoflerne er begyndt at blive lidt bløde og tage farve. Tilsæt alle krydderierne og rør det hele godt sammen i nogle minutter, for at trække smagen ud af de tørre krydderier. Tilsæt derefter de hakkede tomater, skyllede bønner, vand og en smuldret bouillonterning. Rør rundt og læg lå på gryden. Sørg for at der er svag varme under, men nok til at det står og småbobler under låget uden at koger voldsomt. Sæt i mellem tiden den ønskede mængde bulgur over efter anvisningen på pakken. Efter 10-15 minutter røres gryderetten igennem igen, og man kan lige stikke i en kartoffel og se om den har den ønskede konsistens. Jeg kan godt lide at der er lidt bid i. Tilsæt cremefine og smag til med salt og peber. Server retten med kogt bulgur, en god klat fraiche og masser af frisk koriander på toppen.


Skriv en kommentar