sparbank banner

Frk. Saust - mapopskrifter

Råsyltede rabarber!

Syltetiden er over os og jeg brugte derfor hele min tirsdag i køkkenet hvor jeg syltede på livet løs! De næste par blogindlæg kommer derfor til at handle om syltning.

Rabarber er ( heldigvis) stadig til at finde hos grønthandlerne rundt omkring og da jeg ikke har tilhørende have til min lille Vesterbro-lejlighed, benytter jeg mig glædeligt af  dette!

Jeg fik tippet med de råsyltede rabarber af mine børns bedstefar som plejer at få dem serveret på yoghurt, af oldfruen der hvor de bor til leje, når de om sommeren holder ferie på Bornholm. Jeg indrømmer det; De er præcis SÅ lækre som han sagde at de ville være.

Til et glas råsyltede rabarber er brugt: 5-6 stængler rabarber, 2,5-3 dl. sukker.

I princippet siger man at man laver dem “pund til pund”, altså så meget sukker tilsættes som rabarber. Jeg målte dog ikke af men tilsatte omkring 2,5 dl. sukker til de 5 stængler som jeg brugte og det var passende.

Vask rabarberne og skær enderne af. Skær derefter stænglerne i papirstynde skiver, brug gerne et mandolinjern. Vend skiverne sammen med sukkeret og sæt på køl. Vend blandingen rundt et par gange om dagen med en ske. Jeg gjorde det når jeg alligevel skulle åbne køleskabet. Efter 1 til 2 dage er al sukkeret erstattet med  rød sirup ( væske) og rabarberne er nu klar til at spise. Kom dem på et sylteglas sammen med væsken og server dem på tykmælk eller som tilbehør til “vildt”. Man kan også bruge dem til desserter eller på toppen af en ostemad!


2 kommentarer til “Råsyltede rabarber!”

    Grethe skrev:

    Det vil jeg prøve

    Lone skrev:

    Jeg blev også vild med samme oldfrues råsyltede rabarber. Har lavet dem løbende siden juni og spiser dem fast til morgenmad med skyr – og som desert med parfait-is.


Skriv en kommentar